• da
    • en
    • de

Den lokale journalist kom forbi den gamle remise.

Har man tidligere gæstet Gjerrild Vandrehjem, så er spiseafdelingen nok en af de første store ændringer, der falder i øjnene. Miranda og Søren Rossau Sørensenhar moderniseret rummet med lyse gulve, mere belysning og interiør, der gerne skal give en uformel og hjemlig stemning.

Har man tidligere gæstet Gjerrild Vandrehjem, så er spiseafdelingen nok en af de første store ændringer, der falder i øjnene. Miranda og Søren Rossau Sørensenhar moderniseret rummet med lyse gulve, mere belysning og interiør, der gerne skal give en uformel og hjemlig stemning.

 

Vandrehjemmet rummer et hav af muligheder

Miranda og Søren Rossau Sørensen er nye forpagtere på vandrehjemmet i Gjerrild, og de ser frem til at sætte deres eget præg på stedet

Af

Simon Carlson

Der dufter af ny maling, når man går ned ad værelsesgangen på Gjerrild Vandrehjem. De tidligere mørke dørkarme er blevet frisket gevaldigt op, og Miranda og Søren Rossau Sørensen bemærker, hvor stor en betydning en klat hvid maling kan have for et rum og en atmosfære.

“Vi går jo stadig og tænker over, hvor og hvordan vi kan indrette vandrehjemmet og gøre det endnu mere hyggeligt, så vi stadig bevarer den gode vandrehjemsatmosfære. Det er vigtigt,” noterer de.

Ved årsskiftet overtog parret forpagtningen af vandrehjemmet, der rummer masser af interessante historier. Der har været vandrehjem på stedet siden 1973, men inden da fungerede bygningen som remise på Gjerrildbanen. Historien fornægter sig da heller ikke, for det første, der møder en, når man drejer ind på parkeringspladsen, er en togvogn, der i dag er indrettet til værelser. Det var netop små signaturer som denne, der fik Miranda og Søren Rossau Sørensen til at falde for stedet. Søren er opvokset i Gjerrild og kendte derfor vandrehjemmet udmærket, men da han første gang foreslog muligheden for Miranda, var hun en smule lunken ved idéen.

“En dag sagde jeg, at jeg alligevel lige ville køre over og kigge på stedet og der faldt jeg bare for det med det samme. Ofte har man sikkert en forforståelse af, hvordan et vandrehjem ser ud, men her var bare en atmosfære, som jeg virkelig godt kunne lide, og så kunne jeg med det samme se masser af muligheder,” fortæller Miranda Rossau Sørensen.

Lige til højrebenet

Indtil videre er det små og lidt større istandsættelser, som parret er i gang med. Blandt andet er hele spiseafdelingen blevet moderniseret med nye lyse gulve og masser af lys. Det er samtidig også en mulighed for at effektivisere arbejdsgangene for det nye forpagterpar, idet rengøringen nu er blevet både lettere og mere hygiejnisk.

“Det er jo enormt livsstilspræget, fordi man skal kunne gøre rigtig mange ting selv. Gøre rent, bogføre og lave mad for eksempel, og indtil videre er vi kun os to. Derfor handler det lige nu også meget om at finde ud af, hvordan vi kan blive så effektive som muligt,” forklarer Søren Rossau Sørensen.

Den ikoniske togvogn fortæller både historien om bygningerne, som nu rummer Gjerrild Vandrehjem, og så tjener den også et praktisk formål, da vognen er indrettet med værelser.

Den ikoniske togvogn fortæller både historien om bygningerne, som nu rummer Gjerrild Vandrehjem, og så tjener den også et praktisk formål, da vognen er indrettet med værelser.

Heldigvis er det ikke fjernt for forpagterparret at arbejde på den måde. De driver i forvejen lydfirmaet Rossound & Event, og Miranda har en fortid i servicebranchen, mens Søren blandt andet har arbejdet som afdelingsleder i et shippingfirma.

Disse erfaringer kommer i spil, når Gjerrild Vandrehjems muligheder skal udnyttes. Gennem lydfirmaet har parret masser af kontakter i musikbranchen og en af tankerne er, at vandrehjemmet kan være ramme om forskellige koncerter hen over sæsonen.

Derudover indbyder den skønne og alsidige omkringliggende natur til, at man på en eller anden vis benytter den. Både som almindelig gæst, men i høj grad også i forbindelse med de mange kurser, som holdes på vandrehjemmet i Gjerrild.

“Der er et hav af muligheder, der ligger lige til højrebenet uden for vores dør. Vi er jo ikke kommet for blot at køre videre. Vi vil gerne sætte vores præg på stedet, og der er allerede nu en masse idéer, der ligger og rumsterer. Det er vildt fedt, og giver masser af lyst til at arbejde videre på dem og udvikle vandrehjemmet og sætte ting i gang til gavn for hele området. Forhåbentlig kan det også være med til at give et boost til lokalsamfundet uden for sæsonen,” siger Søren Rossau Sørensen.

Lige nu er det dog sæsonen, Miranda og Søren og Rossau Sørensen venter allermest på. Det er her, de første gang for alvor bliver testet i deres valg.

Vi glæder os rigtig meget, til der begynder at komme lidt gang i huset. Det er jo lige nøjagtig det, vi er her for,” konstaterer Miranda Rossau Sørensen.